Med ét kan verden gå i stykker – men man må finde en vej ud

Jyske Vestkysten 7. december 2020
af Cecilie Anne Spottog Petersen | 7. december 2020

Digte kan ikke kun være terapeutiske at læse, men også at skrive. Det havde Anne Juul Christophersen fra Randerup brug for, da hendes verden for to år siden brød sammen. Den 6. december udkommer hun med 23 digte i samlingen "Transformation".

 

Randerup: 

Verden, som jeg kendte den, stoppede med et slag for omkring to år siden.

Jeg havde ikke set det komme. Måske burde jeg have. Men det havde jeg virkeligt ikke.

Jeg havde travlt.

Kørte på.

Gjorde mit bedste.

Ville være den bedste.

Ville gøre alle andre glade.

Følte mig som en fiasko, hvis jeg ikke var en succes.

Forsøgte at gøre ALTING helt rigtigt - ALTID.

Jeg pakkede alle de ”dårlige” følelser væk. Om bag min indre mur. Lige i hovedet på den lille bange og sårbare udgave af mig selv, som ikke levede op til mine forventninger.

Sådan indleder Anne Juul Christophersen forordet i sin digtsamling ”Transformation”. 

En digtsamling der er kommet til, fordi hendes verden, som hun selv beskriver det, med ét faldt fra hinanden for to år siden. 

Tilbage i januar 2019 stod Anne Juul Christophersen op til en helt almindelig dag, men som ikke endte, som alle andre dage plejede at gøre. 

- Måden jeg så verden på, ændrede sig på ét sekund. Og jeg havde haft så travlt med arbejdet som billedkunstner, at jeg ikke havde haft tid til at mærke efter, men pludselig gik jeg i stykker, fortæller 48-årige Anne Juul Christophersen. 

 

En overvindelse

Det med at gå i stykker, finde vejen ud af mørket og rejse sig igen er temaerne i de 23 digte i den nye samling. 

Egentlig var det ikke meningen, at digtsamlingen skulle udgives. Til at begynde var det med at skrive sine tanker og følelser ned på papir en måde for Anne Juul Christophersen at bearbejde den tilstand, hun var i. 

- En af grundene til, at der gik så mange år, før det ramte mig er, at jeg gennem kunst har haft en ventil til at arbejde med problemerne uden at vide, at det det det, jeg har gjort, fortæller Anne Juul Christophersen, der nu i dag bruger kunsten og det at skrive til at komme ovenpå igen. 

- Lige så stille har det løsnet op ved at skrive. Jeg har lagt skriverierne fra mig, og læst dem igen efter noget tid. Det har givet mig en anerkendelse af, at jeg har været urimelig overfor mig selv. Vi går og tror, at vi skal være de bedste og sødeste hele tiden, fortæller forfatteren.  

Det har taget knap to år, og i dag har hun det meget bedre, men tankerne kan stadig komme snigende.

- Efter et år ringede jeg til en psykolog. I dag kan jeg godt se, at jeg skulle have ringet et år tidligere. Men det var svært at indrømme, at jeg havde brug for hjælp. Det var en overvindelse. 

 

Hjælp til de unge 

Hvorfor hun den dag i januar pludselig gik helt ned med flaget, ved Anne Juul Christophersen ikke. Men spørger man hende, hænger det formentlig sammen med, at hun i mange år har været god til at pakke de dårlige ting væk.

- Alle de ting, der gjorde ondt, kom om bag muren, så det var godt, at den pludselige brast, fortæller hun. 

Hun håber, at ligesom digtsamlingen hjalp hende, så kan den også hjælpe andre, der har det svært. Det er en af årsagerne til, at hun har valgt at donere ti kasser med bøgerne til overbygningsskoler og gymnasier i hele landet. 

- På det tidspunkt er de unge mennesker i en alder, hvor man selv er i transformation. Jeg tror, at mange vil kunne forså det, jeg beskriver, og måske selv bruge det, fortæller Anne Juul Christophersen, der selv er uddannet skolelærer, og derfor ligger det hende nært at kunne hjælpe unge i skolealderen.

Digtsamlingen og plakaten kan bestilles fra søndag den 6. december kl. 10 på Annes egen hjemmeside: Annejuul.dk 

 

Fototekst:
TIDLIGERE I ÅR UDGAV ANNE JUUL CHRISTOPHERSEN BOGEN "FORBUNDET" SAMMEN MED EN STOR SOLOUDSTILLINGER MED BILLEDER. ANNE JUUL CHRISTOPHERSEN ER IGEN TILBAGE VED SIT STAFFELI OG ARBEJDER MED MALERIER TIL SIN NÆSTE STORE SOLOUDSTILLING, SOM SKAL VISES I KUNSTNERENS EGET LOKALOMRÅDE - NEMLIG PÅ KUNSTMUSEET HOLMEN I LØGUMKLOSTER OG UDSTILLINGENS TEMA OG TITEL ER ALLEREDE BESLUTTET, - DET ER ”OPSTANDELSE”.