Med Mennesket

Det er ikke uden grund kunstnere op gennem tiderne har haft mennesket som sit vigtigste motiv.
Nogen tror måske, at motivet er let nok, for det skal vel bare ligne? – Sådan er det ikke for maleren Anne Juul Christophersen. For hende er det langtfra nok, at vi kan genkende mennesket på dets ydre karakteristika. Vi skal ind bag. Tæt på. Vi skal have historien. For ethvert menneske gemmer på en hel verden af historier. Hvert menneske er en hel verden. Man kan tilføje: Et menneske er en rejse, som Aksel Sandemose engang formulerede det.

Menneskene i Anne Juul Christophersens billeder har ofte en form for troskyldighed over sig. De er bevidste og dog ubevidste. Måske venter de på, hvad der skal ske dem – sådan som mennesker altid venter på noget, i en verden, hvor vi hele tiden passerer forbi hverandre i al hast. Vi skal nå så meget. Vi vil så meget. Vi har djævleblændte ambitioner. Og vi narrer ofte os selv i denne stræben efter dum lykke og i vores jagt på usikre drømme.
Og her er det Anne Juul Christophersens malerier fanger sine personer i et ubevogtet øjeblik. I sekundet, der er gået i stå. I øjeblikket, hvor vi er på vej fra en tilstand til en anden. I øjeblikket, hvor vi udtrykker undren - den undren, der er det første skridt i den menneskelige reflektion.
Derfor skal man standse op foran hendes billeder mange gange. Tage sig god tid. Lade tiden gå i stå. Måske vil det være som at se ind i et spejl – for alle mennensker spejler sig i andre mennesker.
Alle mennesker er dømt til at se ind bag sig selv, også når det gør ondt eller vækker smertelige
erindringer om, hvad vi troede vi var – og hvad vi reelt er.
Kunstnere skal skildre så meget: De skal dyrke sandheden og løgnen. De skal skildre det smukke, det storslåede - og det usle og det fornedrende. Men de skal også skildre det usete, det glemte, det oversete. De skal skildre mennesket på godt og ondt. I alle dets mange nuancer.
Det gør Anne Juul Christohersen.
Det gør hendes billeder vedkommende. Medmenneskelige.

Ole Lindboe