"Bag spejlet"

I Lewis Carrolls verdensberømte bog Alice in Wonderland opdager hovedpersonen, at verden ikke ser ud til at være, hvad den syner på overfladen. En skræmmende oplevelse, men også en magisk og fascinerende erfaring. På et tidspunkt falder hovedpersonen ind gennem et spejl, hvor der bagved gemmer sig en helt ny virkelighed.
Sådan er det med Anne Juul Christophersens billedverden. Set med et hurtigt øjekast: Genkendelig og tryg. Figurativ, så det kan forstås. Men man sanser snapt, at der gemmer sig nye virkeligheder bag det velkendte. Man falder så at sige ind i en anden virkelighed.
Anne Juul kan den raffinerede kunst at chokere, uden at det nogensinde bliver for bastant. Det gør hun ved at gøre sine billeder præcis så tvetydige, at det drømmeagtige og mareridtsagtige blander sig med det virkelige. På den måde går hun ind i en ny tradition i nutidskunsten, hvor fantasien gerne må få friløb og hvor tilskueren udfordres. Kunstnerens metode fører os på sporet af menneskets natur: Tiltrækkes vi af det farlige? Hvad er vi bange for? Og kunstneren går dybere til værks: Hvad konstituerer det menneskelige? Hvordan definerer vi virkeligheden?
Anne Juul Christophersen (f.1972) fortæller små og store historier, med mening – men også med åbne spørgsmål og rum for eftertanke. Vi ved nu, at der gemmer sig mange slags virkeligheder bag spejlet. Det er som hun på sin helt egen måde har genoptaget hvad den gamle symbolist Jean Moréas engang proklamerede, da han udtalte, at han var fjende af ”den falske sanselighed og den objektive beskrivelse”.
Den objektive beskrivelse findes som bekendt ikke. Og sanseligheden er aldrig entydig. Se selv efter i Anne Juul Christophersens billeder.

Ole Lindboe
Redaktør af Magasinet Kunst og forfatter til mere end 50 bøger om danske og udenlandske kunstnere

 

 

Forvandlinger II
Forvandlinger II